Der er altså både genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind.

Hvad er symptomerne på hofteledsdysplasi?
Hos unge hunde:

Hos ældre hunde:

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen hofteledsdysplasi?
Dyrlægen vil undersøge, hvordan din hund bevæger sig. Bagefter vil han undersøge, om det gør ondt, når hofteleddene bøjes og strækkes, og om der er normal bevægelighed i hofteleddene.

For at stille en nøjagtig diagnose er det nødvendigt at tage røntgenbilleder af hofterne. Hvis hunden er meget rolig, kan man godt tage røntgenbillederne, uden at den er bedøvet. Det giver dog oftest bedre billeder, og det er også rarere for hunden, hvis den er bedøvet under optagelserne. Røntgenoptagelsen sker mens hunden ligger på ryggen og får sine bagben strakt helt bagud, mens de samtidigt holdes parallelle. På billederne ser dyrlægen efter, hvor godt ledhoved og ledskål passer sammen, og hvordan formen på lårbenshovedet og ledskålen er.

Fra USA er der introduceret en ny røntgenundersøgelsesmetode kaldet Penn-Hip, hvor man undersøger, hvor meget lårbenshovederne kan bevæges ud og ind af hofteskålene. Under denne undersøgelse skal hunden altid bedøves. Det første røntgenbillede tages, mens hundens lårben holdes fra hinanden med et specielt hjælpemiddel samtidig med, at knæene presses mod hinanden. Derefter tager man et billede, hvor lårbenshovederne bliver presset ind i hofteskålene. På billederne kan man måle, hvor stor ustabilitet der er i leddene. Både den gamle og den nye metode bruges i Danmark. Den nye metode giver en større sikkerhed for, hvor slappe hofteleddene er, men i Dansk Kennel Klubs regi bruges stadig den gamle metode. Hvis din dyrlæge er certificeret til at tage billeder efter Penn-Hip metoden, kan du selv vælge, hvilken en af metoderne du vil have brugt.

Hvordan behandles hofteledsdysplasi?
Hos en ung ikke-udvokset hund med hofteledsdysplasi kan hofteleddene godt stabiliseres så meget i løbet af vækstfasen, at symptomerne forsvinder. 

I den akutte fase med smerter vil dyrlægen behandle hunden med smertestillende medicin og bede dig holde din hund i ro. Eventuelt skal hundens diæt og træning lægges om. I nogle tilfælde kan man ved at fjerne en muskel ændre på ledhovedets stilling i hofteskålen. Det medfører, at smerterne forsvinder, men de kan godt opstå igen efter et par år.

Hvis der er tale om meget slem hofteledsdysplasi, kan man udføre en operation, hvor bækkenet gennemsaves tre steder omkring hofteskålen. Bagefter drejes bækkendelen, så hofteskålen kommer til at ligge mere henover ledhovedet. Til sidst sættes bækkenet sammen igen med plader og skruer. Det er en meget dyr operation, der ikke benyttes så ofte.

En ældre hund med hofteledsdysplasi behandles som regel med smertestillende medicin. Hvis det ikke hjælper tilstrækkeligt, eller hvis man vurderer, at en operation er nødvendig, er der flere muligheder.

Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har hofteledsdysplasi?
For den unge hund (yngre end 12 måneder) med smerter, der får konstateret hofteledsdysplasi, ser man af og til, at hofteleddet stabiliserer sig under den videre opvækst, så hunden bliver symptomfri. Men hunden kan i løbet af nogle år få symptomer igen, og så må man overveje behandlingsmulighederne igen.

Mange ældre hunde med hofteledsdysplasi kan hjælpes med smertestillende midler. Som nævnt i afsnittet om behandling af hofteledsdysplasi ovenfor, er der mange behandlingsmuligheder, så chancen for at få en velfungerende hund er god. Der findes dog nogle håbløse tilfælde, som ikke kan hjælpes.

Det skal pointeres at hunde, der får konstateret hofteledsdysplasi, ikke bør bruges i avlen. Der er over hele verden iværksat programmer, som skal afdække hvilke hunde, der har hofteledsdysplasi og derfor ikke må bruges til avl.

Hvorfor får hunde hofteledsdysplasi?
Hofteledsdysplasi er det, man kalder en multifaktoriel lidelse. Det vil sige, at der både er genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind. Der er mange forskellige gener, der har betydning for lidelsen, så avlsprogrammer, der skal afskaffe hofteledsdysplasi, er vigtige.

I opvæksten har foderets sammensætning stor betydning for udviklingen af hofteledsdysplasi. For stor væksthastighed og ubalance i mineralsammensætningen disponerer for lidelsen. Det er især for meget kalk og forkert kalcium-fosfor forhold i foderet, der har betydning.

Overdreven motion og træning af unghunde øger risikoen for hofteledsdysplasi, og for alle hunde er overvægt i høj grad med til at forværre tilstanden.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få hofteledsdysplasi?
Det er især store hunde, der har problemer med hofteledsdysplasi. Her kan bl.a. nævnes schæfer, retriever, rottweiler, sanktbernhardshund og ruhåret hønsehund.

DKK's officielle udledning (Hunden Marts 2000) efter 5 trins skalaen er:

________________________________________________________

__________________________________________________________________

Kilde: www.dyrehospitalet.kvl.dk – af Dyrlæge Annika Linde & Dyrlæge Jørgen Koch, Hospital for Mindre Husdyr, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, 2000.

Hvad betyder navnet? SAS
Aortastenose (AS) er en medfødt hjertesygdom, hvor kropspulsåren er forsnævret i varierende grad (aorta=kropspulsåre; stenose=forsnævring). Sygdommen kan optræde i tre forskellige former, hvilket betyder, at forsnævringen enten er placeret over, på eller som en ringdannelse umiddelbart under hjerteklappen.

Hvilke racer rammes oftest?
Hjertesygdommen ses typisk hos de mellemstore til store hunderacer, som f.eks. Grand Danois, Rottweiler, Bouvier des Flandres, Golden Retriever, Boxer, Schæfer, Newfoundlænder, Tysk Korthår, Samojede og Bullterrier. Sygdommen er sjælden hos kat.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen Aortastenose?
Diagnosen stilles ved, at der foretages auskultation (dvs. der lyttes på siden af brystkassen med et stetoskop), EKG (dvs. et ”hjertekardiogram”), røntgenbillede af brysthulen samt skanning af hjertet (dvs. visualisering af hjertets indre strukturer ved hjælp af lydbølger). Når dyrlægen lytter på et dyr med AS, vil der ud over de to normale hjertetoner (lub-dub, lub-dub, lub-dub), kunne høres en ekstra susende lyd imellem de to normale hjertetoner (lub-schuu-dub, lub-schuu-dub, lub-schuu-dub), hvilket opstår fordi blodet inde i hjertet skal forbi et forsnævret område, hvor der opstår forstyrrelse i den normale blodgennemstrømning, hvilket kan høres som ”et sus”. Dette ”sus” kaldes en mislyd og kan høres i variende styrker afhængigt af sværhedsgrad samt stressniveau. Ved optagelse af et ”hjertekardiogram” kan der i nogle, men langt fra alle, tilfælde ses tegn på forstørrelse af venstre hjertehalvdel og evt. unormale ”ekstraslag” (arytmi), som tegn på, at der kan være beskadigede områder i hjertemusklen. Ved røntgenoptagelse af brysthulen er det muligt at vurdere, hvorvidt dyret har komplikationer som f.eks. forstørret hjerte, vand i lungerne eller kompression af bronkierne. Ved ultralydskanning af hjertet (ekkokardiografi) kan dyrlægen direkte undersøge, hvor defekten er placeret samt i hvilken grad hjertemusklen er forstørret (hypertrofieret). Det er ligeledes muligt vha Doppler-skanning at måle blodets hastighed ved defekten. Normal blodhastighed ved kropspulsårens klapper er 1-2 meter/sek. Ved alvorlige tilfælde af AS ses hastigheder på 5-8 meter/sek.

Hvad sker der inde i det syge hjerte?
En hjertedefekt som Aortastenose resulterer i, at den mængde blod, der skal transporteres fra hjertet og ud i kroppen, skal gennem et forsnævret område. Dette kan sammenlignes med at sætte sin finger for en vandhane: Når vandet skal passere forbi et væsentligt mindre areal, vil trykket mod ens finger stige, hvilket er det samme, der sker inde i hjertet, når blodet skal passere en mere snæver passage end ellers. Når trykket stiger, må hjertet arbejde hårdere end tidligere for at få blodet ud i kroppen, og da hjertet er en muskel vil denne med tiden blive større, når den udsættes for et øget arbejdspres (lidt ligesom at dyrke ”fitness”). Denne vækst af hjertemusklen kan resultere i beskadigede områder med celledød og bindevævsindlejring. Hjertesygdommen kan desuden give anledning til såkaldte rytmeforstyrrelser, der kan resultere i besvimelsesanfald, og i de værste tilfælde pludselig dødsfald. 

Hvilken betydning har sygdommen for mit dyr?
AS optræder i forskellige sværhedsgrader og betydningen heraf varierer for det enkelte dyr. Der kan desuden tilstøde forskellige komplicerende faktorer, der afgør hvorvidt sygdommen har en god eller dårlig prognose for den enkelte hund, men følgende blodhastigheder over defekten anvendes til at inddele sygdommen i forskellige sværhedsgrader: